Forestillingen ”tonefald” er en viderebearbejdning af en række improvisationsforløb med ler og saxofon, som Claus Carlsen og Hans Rønne startede på i forbindelse med en workshop på Goethe instituttet i Porto Alegre i Brasilien i efteråret 2001.
Øvelser der senere udviklede sig til også at omfatte andre billedskabende materialer, andre instrumenter og litterære tekster.
Forestillingens form har afsæt i dette improvisationsarbejde.
Handlingen er inspireret af den italienske forfatter Alessandro Bariccos roman ”Uden Blod”.
En fortælling om en lille piges ituslåede verden og hendes livslange søgen efter hævn og forsoning
...Da Manuel Rocas fjender opsporer ham, overser de hans lille datter, Nina. Roca har skjult hende under en lem i gulvet, hvor hun ligger uden at røre sig, mens hendes far brutalt bliver myrdet. Den yngste af drabsmændene finder Nina, men skåner hendes liv.
Mange år senere står de to igen ansigt til ansigt...
”tonefald” er blevet til i samråd med instruktør Jacques Matthiessen og scenograf Gitte Baastrup, og med konsulentbistand af den brasilianske skuespiller Lisa Becker.