HAN er en mand, der gennem hele sit lange liv har været tilsmilet af forsynet.
Ud over et par aldersbetingede småskavanker, føler han sig stadig rimelig rask og rørig, hvorfor han ikke tidligere har skænket livets afslutning mange tanker.
Men inden for det seneste år er tre af hans jævnaldrende nære venner døde. Den ene efter langvarig sygdom, den anden faldt pludselig om, den tredje skød sig af uransagelige grunde en kugle for panden.
Disse triste begivenheder sammenholdt med det faktum, at tidsskriftet ældresagen er begyndt at dumpe ind gennem mandens brevsprække, har bevirket, at han føler et stigende behov for at forholde sig til den kendsgerning, at også han skal dø inden for en overskuelig fremtid.
Ganske vist har han ikke en formodet udløbsdato at bekymre sig om, som det var tilfældet med hans kræftsyge ven; men det er dog gået op for ham, at han befinder sig i sit livs efterår....... for det begynder at blive koldt om fødderne, og han ligger ofte vågen om natten.
Hvad vil det sige at dø? Hvad vil det sige, at være død? Er det ren biologi og evig glemsel, eller er der noget mere derude? (eller derinde?) En Gud? En sjæl som forlader kroppen? Et efterliv? En opstandelse?
Han er overbevist om, at en grundlæggende forudsætning hvis man ønsker at søge sandheden er, at være åben, kritisk, undersøgende og nysgerrig. Derfor lytter han interesseret til en række vidt forskellige ”fagfolk”, som alle har døden tæt inde på livet.
Hans egen læge, hans alvorligt syge ven, patologen fra hospitalet, ateisten fra busreklamerne, hans clairvoyante underbo, den lokale præst.... og sidst men ikke mindst naboens lille pige, som lige har begravet sin elskede kat.
Han drømmer om at forsone sig med tanken om at ophøre, således at han fortrøstningsfuldt og med sindsro - og med humoren i behold - kan give sig hen til de sidste kapitler i sit liv og til den udfasning, som en aldring ubønhørligt vil indebære...
PRESSEN SKREV
Toppræstation i monolog om døden og de kolde fødder.
Det stærke og bevægende er, at vi oplever de tre (afdøde) personer gennem hovedkarakterens skildring af og refleksioner over deres livssyn. Han spejler sig i dem og vi i ham. Nærværende, muntert og intenst. I en perlerække af situationsspil, som er dejligt ikke-forhastede. Som giver plads til latter, følelser og eftertanke.
….Så betænk dig ikke: tag plads på dobbelt-stole-bænken. Du bliver berørt og beriget. (Aarhus Stiftstidende) Læs hele anmeldelsen her
Hans Rønne og instruktør Lars Knutzon har i fællesskab begået intet mindre end et mesterværk. (XQ28.dk) Læs hele anmeldelsen her
Hans Rønne er en gudsbenådet forfatter og fortæller, og han holder vores øjne og ører spidse i samtlige 70 minutter med intet andet end ord og præcist kropssprog. Han åbner sit sentimentale sind op til frit skue for publikum og blænder af med nøje afstemt galgenhumor, der får os til at grine højt og længe, selvom der ikke er meget at grine ad. (Kristlig Dagblad) Læs hele anmeldelsen her
Lidt som at få et kram af en god ven. Forestillingen giver varme og skaber rum for latter midt i svære emner (information) Læs hele anmeldelsen her
Comedia dell’arte på jysk
Man kan sagtens kalde Rønne både hjertevarm og rørende, men det rækker bare ikke.
Lars Knutzons iscenesættelse er karakteristisk kreativ. Gitte Baastrups simple scenografi klæder Rønnes blide tekst.
Gennem 3 årtier har ægteparret Rønne og Baastrup holdt fanen højt med deres lille teater. Der er noget ubestikkeligt over deres værk. Som om de siger: Hvorfor al den larm? Her har I teatret. (Weekendavisen) Læs hele anmeldelsen her
Rønne har en særlig evne for at tage store, eksistentielle spørgsmål helt ned på jorden og marinere dem i underfundig humor og underspillet tragik. (JP) Læs hele anmeldelsen her
70 minutters taletid til en god fortæller. Det er naturligt, nærværende og ærligt. Humoren er et centralt omdrejningspunkt. Den letter emnet, gør det spiseligt, genkendeligt og livsbekræftende.
Budskabet er angivet ganske tydeligt: Livet er hverken retfærdigt eller uretfærdigt. Sorg er meningsfyldt, og taknemmelighed er alfa og omega. (Scenekanten) Læs hele anmeldelsen her
Hans Rønne er enestående, mens han vågner til bevidsthed om sin egen dødelighed. Står alene med charme og nærvær og vi gribes om hjertet af hans monolog om den sidste tid før døden tager ham.
Af hjertet tak til teamet bag ”Det begynder at blive koldt om fødderne” (Kulturnyt) Læs hele anmeldelsen her
