Den selvejende institution ”TEATRET” blev etableret i 1984 af Hans Rønne og Gitte Baastrup med det ambitiøse mål for øje: … at skabe teaterforestillinger med eksistentielt indhold og samtidig søge et rummeligt nonverbalt fælles teatersprog. En universel kommunikationsform hvor man kan mødes uanset alder, intellekt og nationalitet…
Med Hans Rønne som kunstnerisk leder, og Gitte Baastrup som scenograf producerede ”TEATRET” op gennem 80erne og 90erne sammen med instruktøren Cathrine Poher en række markante ordløse soloforestillinger, der ikke kun spillede rundt på hjemlige skoler og institutioner, men som også var med til at grundlægge den internationale turnevirksomhed, der kendetegner en del af dansk børneteater i dag. Forestillingerne gav ikke blot genlyd i børne- og ungdomsteatret, men også i det etablerede voksenteater, hvilket kastede adskillige legater og teaterpriser af sig.
Det vigtigste var dog, at skiftende Teaterråd siden 1986 har fundet ”TEATRET” berettiget til at oppebære et årligt driftstilskud.
Uden at give køb på det fysiske udtryk sneg talesproget sig efterhånden ind i Hans Rønnes teater univers, ligesom forestillingerne ind i mellem blev befolket med flere aktører.
I 1996 fik han mulighed for at realisere et længe næret ønske om at lave en stor stationær forestilling med udgangspunk i hans egne himmerlandske rødder, idet Teatret Svalegangen i Århus tilbød at være medproducent, og dermed skabte rammerne for ”Napoleonskrigen”.
Denne store og vellykkede forestilling blev indledningen på et tilbagevendende samarbejde med Svalegangen.
Selv om Hans Rønne ikke har nogen formel teateruddannelse, har han lejlighedsvis både skrevet, iscenesat og spillet med i såvel egne som i andres forestillinger. De seneste 10 år har han dog i stigende grad gjort brug af andre kunstnere i sit teaterarbejde (malere, komponister, musikere, forfattere, instruktører…) Dette skyldes udelukkede behovet for kunstnerisk udfordring og ikke som forventet ønsket om at etablere en større fast gruppe. Det vigtigste for ”TEATRET” har altid været og er fortsat friheden til at kunne hente inspiration fra forskellig hold til realisering de ideer, der på det givne tidspunkt trænger sig på, og så i hvert enkelt tilfælde søge de relevante mennesker og midler. De små produktioner i eget regi, mens de større projekter nødvendigvis må ske i samarbejde med mere resursestærke institutioner.
Fokus har i tidens løb skiftet frem og tilbage mellem børne-, ungdoms- og voksenpublikummet. På det seneste med vægt på den sidste målgruppe. Det er imidlertid vigtigt for ”TEATRET” at fortsætte bestræbelserne på at slå bro mellem børne- og voksenteatret.
